IT-branchen oversælger ikke
- de sælger varen forkert
Producenterne har et væsentligt ansvar, men virksomhederne må gribe i egen barm.
Man har genmanipuleret nogle fiskearter, så de kan leve i forurende floder og søer. Metoden løser ganske vist ikke problemet med forurening. Men omtrent samme resultat ville man få hvis man fulgte Alex Holm Jensens forslag i fredagens udgave af ComputerWorld om at indføre et kvalitetsstempel i it-branchen. Og som Jacob Lyngsø ganske rigtigt påpeger, vil det blive svært for de små virksomheder at honorere sådanne krav. Søger man en holdbar løsning må man naturligvis tage fat i problemets kerne og det ligger nogle år tilbage. For 5-10 år siden vækstede it-branchen med 30-40 % om året. Efterspørgslen var enorm - faktisk så stor at der i salgsafdelingerne var tale om ordremodtagelse mere end egentlig salgsarbejde. Man kan sammenligne situationen med en butik for fyrværkeri den 31. december lidt før lukketid, hvor kunderne står i kø helt på gaden.
Væksten i it-branchen er noget mindre og kunderne har i dag to købsmotiver:
1) Udskiftning af udstyr, der er slidt ned
2) Forbedring af produktiviteten.
Gennem studier af it-markedet i 4 år, har det vist sig at små it-virksomheder ofte er langt mere teknisk kompetente og engagerede end de store. Når det drejer sig om salg og markedsføring er evnerne derimod mere begrænsede. Men det problem deler de større it-virksomheder med dem. Man kan imidlertid ikke klandre it-branchen for at være uprofessionel, men for ikke at have trådt ud af producenternes skygge med markedsføring af produkter og med at sætte sig selv i centrum.
Kun ved en dygtigt og målrettet salgsindsats, får man succes når leverancerne drejer sig om udskiftning af gammelt udstyr. De mere teknisk betonede virksomheder, dem der sætter sig selv i centrum og dem der markedsfører sine produkter som nytårsraketter, skal i gang med at finde ud af hvordan kunderne bliver mere produktive med deres produkter. Det er en forudsætning for at man får kunderne i tale, prisen er mindre væsentlig og det bliver i det hele taget lettere for kunden at tage en beslutning. Resultatet bliver en vækst i omsætningen og så er der måske ikke brug for at skære i omkostninger ved at fyre flere itmedarbejdere.
IT er opfundet til at forbedre produktiviteten. Der er en krise i erhvervslivet og de fleste virksomheder forsøger at rationalisere sig til overskud. Derfor burde it-virksomhederne gå gyldne tider i møde.

Opinion i
Computerworld
13. februar 2004