Manglende salgs-gen truer små it-virksomheder

Kreativiteten er høj, men de små og mellemstore it-huse er ikke gode nok til at sælge deres ideer, lyder det fra erhvervsanalytiker Uffe Krogh.

Der er færre virksomheder med underskud, og produktiviteten er blevet større.

De små og mellemstore it-firmaer er dog endnu ikke gode nok til at sælge deres udviklingsarbejder, siger en analyse af it-branchen, som erhvervsanalytiker Uffe Krogh har udarbejdet på baggrund af regnskabstal.

"Fagligheden er meget høj, og kreativiteten stor, når der skal løses konkrete opgaver. Men når de frembragte løsninger skal sælges anden gang, er de små og mellemstore it-firmaer knap så skarpe," siger Uffe Krogh til Computerworld.

De danske it-huse mangler i stor grad evnen til at formidle deres produkter til nye kunder.

"Det gælder faktisk også de store leverandører, men de kan ofte sælge produkterne på deres navn," siger Uffe Krogh.

De små og mellemstore virksomheder i Danmark søger også ofte deres løsninger i små og mellemstore it-udviklingsvirksomheder.

Hvis de små it-udviklingshuse forsvinder, vil det betyde, at der opstår et stort problem for samtlige små og mellemstore firmaer i Danmark, lyder det fra Uffe Krogh.

Penge og uddannelse er en barriere
En af konklusionerne i analysen er, at granatchocket fra indgangen til dette årtusind er rystet af, og virksomhederne står stærkere.

Manglende likviditet og begrænsede lånemuligheder er dog en stor barriere for udviklingen af underskoven af danske it-virksomheder.

Mangel på uddannelse af medarbejdere og ledelse er en anden faktor, som begrænser branchens vækst.

"Uddannelse og indsigt i kundernes hverdag og problemstillinger vil være første skridt i retningen af en yderligere forbedring af indtjeningen. Branchen må lære at se bort fra boremaskinens fortræffeligheder og frem til det hul i væggen, der er behov for," siger Uffe Krogh.

Forpasser de små og mellemstore it-virksomheder denne mulighed, så er skrækscenariet, at de overlader initiativ og indtjening til tre eller fire store spillere, lyder det fra analytikeren.

Det er ikke til gavn for de små it-kunder eller den samlede branche.

De mindre virksomheder er uinteressante for de store it-virksomheder, fordi indkøbsvolumen er for lille til rentabel forretning.

Desuden vil en stor del af idérigdommen forsvinde med de små it-virksomheders exit.

Af Nicolai Devantier: ComputerWorld


Uffe Krogh · Elmevang 49 · 2830 Virum · tel. 70 20 80 50 // kontakt
/ Manglende salgs-gen truer små it-virksomheder
/ Sælgere i restordre
/ IT-branchen skal finde partnere
/ Små IT-firmaer tjener få penge
/ Ctrl Alt Delete
/ Mindre it-virksomheder skærer
sig til vækst
/ IT-branchen i vanskeligheder
/ Små IT-virksomheder har store
problemer med indtjeningen
/ IT-branchen oversælger ikke
– de sælger varen forkert
/ Gammeldags salgsmetoder skyld i problemer hos virksomheder, der leverer PC-systemer
/ Fusion er et psykologisk spil

December 2007
ComputerWorld

/LINK